MEYERS JUL & NYTÅR

Æblegløgg med æbletern

En lys gløgg

  • Meyers-OPSKRIFTER-AEBLEGLOEGG-860x510.jpg (1)

En ny og frisk version af juleklassikeren, som både kan drikkes af børn og voksne. Smag den eventuelt også til med ingefær!

Hvis drikken er til voksne, kan du lade tranebærrene søbe et par timer i lidt mørk rom, snaps eller calvados, inden de ryger i gløgg-glassene. Eller du kan ”komme til” at tabe en lille sjat calvados direkte ned i voksengryden!

Det skal du bruge:

6-8 glas

2 æbler
2-3 spsk. æbleeddike
1 l god æblemost
4 spsk. rørsukker
1 stjerneanis
3 hele sorte peberkorn
1 kardemommekapsel
1 skive frisk ingefær, ca. ½ cm
1 kanelstang
2 nelliker
40 g tørrede tranebær

Sådan gør du:

Skær det ene æble ud i grove stykker og kom dem i en gryde sammen med most, sukker og krydderier. Sæt gryden på komfuret og kog den op. Lige så snart det koger, skal du tage gløggen af varmen og derefter lade den trække i ½-1 time, så den kan tage smag af alle krydderierne.

Sigt gløggen over i en anden gryde og varm den let op igen. Smag evt. til med mere æbleeddike og frisk ingefær (tricket med frisk ingefær er at rive lidt på den fine side af et rivejern, og så presse det imellem to skeer, så det kun er den rene, stærke ingefærsaft, der kommer i gløggen).

Skær det sidste æble i kvarter, befri det for kernehus og skær frugtkødet i bittesmå tern. Fordel æbletern og tørrede tranebær i varmefaste glas og hæld den varme gløgg oveni.

Server straks.

Æblegløgg med æbletern

Du kan også købe vores æblegløgg, hvis du ikke har tid til at lave den selv. 

Æblegløggen blandes med to liter æblemost og varmes igennem. Tilsæt evt. friske æbler i tern, tørrede æbler, rosiner eller tranebær samt calvados, brændevin eller lignende, som fremhæver krydderierne og julehyggen og gør smagen mere levende.

Fås hos Meyers Deli. 

Vi bruger cookies for at generere webstatistik og for at målrette vores markedføring til brugerne. Når du benytter hjemmesiden, giver du tilsagn til brugen af cookies til de nævnte formål.