MEYERS JUL & NYTÅR

Hjemmelavet medister

Til julebordet

  • Medister - stor.jpg

Lav din medister selv, og blive overrasket over hvor godt det smager. En klassisk spise til julebordet, der kan serveres med rødkål.

Denne opskrift er til 4 pers. 

Det skal du bruge:

1 løg
1 kg svinesmåkød
200 g spæk
1 tsk. stødt nellike
1 tsk. revet muskatnød
2 tsk. stødt allehånde
havsalt og friskkværnet peber
2 æggehvider
3 spsk. kartoffelmel
3½ dl kold grønsagsbouillon
½ fennikel
½ bundt kørvel
5 stilke bredbladet persille
2 meter svinetarm (bestil hos slagteren)

Sådan gør du:

Pil løget, og kør kød, spæk og løg 2 gange igennem kødhakkeren. Kom farsen i en skål, og rør den med nellike, muskat, allehånde, salt, peber, æggehvider og kartoffelmel.

Tilsæt kold bouillon lidt ad gangen, så farsen bliver blød, pas dog på, at den ikke bliver for flydende. Hak fennikel, kørvel og persille helt fint, og vend det ned i farsen. Sæt farsen i køleskabet, og lad den hvile i 30 min., inden du stopper den i tarm.

Steg en lille prøvedelle, så du er sikker på, at farsen er krydret, som du ønsker, og stop herefter farsen i tarme – brug igen pølsesnakken herunder for en punkt-for-punkt-beskrivelse af stopperiet. Med en medisterpølse er det jo ganske nemt, da du bare skal lave én stor pølse.

Kom den færdige medister i køleskabet, og lad den hvile i ½-1 time, så farsen lige kan sætte sig inden videre tilberedning. Du kan nu stege medisteren med det samme på en pande med smør på mellemvarme i ca. 15-18 min., så den er helt gennemstegt, men stadig saftig i midten, eller også kan du koge den 10 min. inden stegning, det er en smagssag.

Hjemmelavet medister

PØLSESNAK

1. Vask hænder!
Hygiejne er utrolig vigtigt, når du arbejder med pølser. Når først farsen er inde i pølsen, og der er slået knude på tarmen, er det et lukket system, hvor ondskabsfulde bakterier kan sprede og formere sig. 

2. Køb nogle tarme
Din slagter har eller kan skaffe tarme. Svinetarme er de billigste, og pølserne bliver tykke som medister. Lammetarme har en mindre diameter og en tyndere væg, altså giver de en sprødere pølse. Og kalvetarme bliver til lange ølpølser. Tarmene er typisk opbevaret i saltvand, så sørg for at skylle dem godt igennem med koldt rent vand, inden du bruger dem. 

3. Køb kødet og spæk
Vælg den type kød, du holder mest af. Og sørg for at tilsætte ca. 200 g spæk til 800 g kød. Pølser er en fed spise, men hvis det bliver for magert, bliver pølsen tør, og smagen ryger. 

Vi bruger cookies for at generere webstatistik og for at målrette vores markedføring til brugerne. Når du benytter hjemmesiden, giver du tilsagn til brugen af cookies til de nævnte formål.